Sidste kandidat til Ruko Prisen 2015 er fundet

Det sidste hold af færdiguddannede låsesmede i 2015 blev fejret med maner på TEC i Ballerup, da de i november 2015 afsluttede deres svendeprøver med flotte karakterer.

Det var 10 yderst dygtige og kompetente låsesmedelærlinge, som blev færdiguddannet fra TEC fredag den 13. november. Og det var blandt de låsesmedelærlinge at Holdets Lærling skulle findes. Det er TEC, som suverænt bestemmer hvem der skal udnævnes Holdets Lærling. Kåringen af Holdets Lærling er baseret på faglighed, personlighed og hvordan man løser svendeprøven.

Overskud, faglighed og innovativ tilgang gjorde udslaget
Ud af holdet på de 10 færdiguddannede låsesmede, blev det Jacob Bak fra Speciallåse ApS i Harlev, som fik den flotte titel: Holdets Lærling.

Peter Henriksen fra TEC udtaler: ”Jacob har fra første færd på uddannelsen vist en høj grad af faglig interesse, og haft en innovativ tilgang til tingene. Han arbejder altid målrettet, har stor interesse i faget og er meget imødekommende. Derudover går Jacob ikke på kompromis med kvaliteten, og deler gerne ud af sin viden med et venligt smil.”   

Jacob afsluttede sin svendeprøve med et flot 10-tal, og blev derfor meget fortjent udnævnt Holdets Lærling. Med titlen er Jacob den anden nominerede til Ruko Prisen 2015. Og senere på året bliver vinderen af Ruko Prisen 2015 fundet.  

Fokus på faglighed og kendskab til låsesmedeuddannelsen
Hos Ruko A/S ønsker vi at fremme fagligheden og kendskabet til låsemedeuddannelsen. Derfor kårer TEC hvert år en vinder af Ruko Prisen – og de nominerede kandidater til Ruko Prisen er årets vindere af Holdets Lærling på låsesmedeuddannelsen.

Vinderen af Ruko Prisen blive belønnet med en forgyldt Ruko hængelås, og en rejse til et af Ruko’s søsterselskaber i ASSA ABLOY koncernen.