Vi skriver et nyt kapitel i vores stolte historie

Det hele begyndte med Rudolf Koreska, en visionær låsesmed som så mulighederne i at levere sikkerhed og tryghed til danskerne. Denne pionerånd har præget virksomheden lige siden, og er blevet videreført sammen med vores moderselskab ASSA ABLOY.

Nu tager vi skridtet fuldt ud, og markerer at familieforholdet ikke bare er på papiret. Derfor vil vi i september 2018 skifte navn til ASSA ABLOY Denmark A/S. Og der sker en tilsvarende navneændring parallelt i Norge og Sverige.

Michael Friis, administrerende direktør hos Ruko A/S udtaler: ”Dette er et naturligt skridt i den proces som har kørt i en årrække, da Ruko har været en del af ASSA ABLOY-koncernen fra starten. Sammen skal vi udgøre en stærk skandinavisk treenighed med vores søsterselskaber i hhv. Norge og Sverige.” 

Hvorfor skifter vi navn?

Den digitale revolution har medført store ændringer i de fleste brancher – også i vores. Omstillingen fra mekaniske til elektroniske sikringsløsninger har været udfordrende. I denne proces har ASSA ABLOY positioneret sig blandt verdens førende virksomheder.

Tre ud af de seneste fire år har ASSA ABLOY været på Forbes liste over verdens 100 mest innovative firmaer. Som en del af ASSA ABLOY koncernen, er vi med andre ord i godt selskab.

Hvad betyder det for vores kunder?

Vi er overbevist om, at vi ved at skilte med vores tilhørsforhold til ASSA ABLOY koncernen – verdens stærkeste varemærke inden for låse, beslag og sikringsløsninger – kan skabe tryghed og positive associationer. I en usikker og omskiftelig verden efterspørger markedet sikre, fremtidsrettede mærkevarer og løsninger.

Navneskiftet vil medføre en række konkrete fordele. Produkterne som markedsføres i Danmark, Norge og Sverige har mange fælles træk. Samme logo på alle produkter vil derfor give fordele i Skandinavien og en langt mere fleksibel logistik. På denne måde kan vi levere en bedre kundeoplevelse.