Påtænkte organisatoriske ændringer hos Ruko i Herlev

Ruko’s cylinderproduktion – i dag beliggende i Herlev – påtænkes at overgå til Eskilstuna i Sverige. Derudover påtænkes også en outsourcing af distributions- og logistik-funktionen til Gøteborg. Eventuelle ændringer forventes at træde i kraft i løbet af 2018-2019.

Ruko’s moderselskab – ASSA ABLOY, arbejder kontinuerligt på at effektivisere og forbedre virksomheden, og gøre selskabet mere konkurrencedygtigt.  At koncentrere forskellige funktioner fra selskabets mange datterselskaber er en naturlig del af dette arbejde – og en del af selskabets langsigtede strategi.

Som et led i den strategi overvejes den skandinaviske cylinderproduktion samlet ét sted. Selvom det ikke er helt identisk produktsortiment der findes i hhv. Danmark, Norge og Sverige, vil der alligevel være store synergier ved at sammenlægge produktionen for de 3 lande.

Det naturlige valg for placeringen af den fremtidige cylinderproduktion vil i så fald være i Eskilstuna, Sverige – både fordi det i dag er den største produktionsenhed, men også fordi R&D (Research and Development) i dag er placeret i Eskilstuna.

Det vil i så fald styrke samarbejdet mellem R&D og produktionen og sørge for at ASSA ABLOY hurtigere vil kunne udvikle og lancere nye produkter og teknologier. Derudover vil det tættere samarbejde mellem de to dele af organisationen også sikre en højere kvalitet på nogle af virksomhedens kerneprodukter. Sammenlægningen af produktionsenhederne forventes i så fald at foregå i løbet af 2018-2019.

Derudover vil en sådan organisatorisk ændring øge volumen på én lokation, og dette vil forbedre forudsætningerne for en større grad af automatisering og anvendelse af robot-teknologi.

Samtidig med at cylinderproduktionen forventes lukket ned i Danmark, arbejdes der også på planer om at skabe et fælles skandinavisk logistik- og distributionscenter beliggende i Gøteborg.

Dette forventes at blive i samarbejde med en tredjeparts leverandør, og på den måde kan de lokale ASSA ABLOY selskaber fokusere endnu mere på kerneopgaven – moderne og sikre dørløsninger.

”Fordelene ved at foretage disse organisatoriske ændringer er oplagte. Vi kan reducere intern handel mellem de skandinaviske selskaber og unødvendig administration. Det betyder for Ruko, at vi kan fokusere på vores opgaver som salgsselskab med fuld fokus på kundernes ønsker og behov”, siger administrerende direktør for Ruko A/S; Michael Friis.

”De foreslåede ændringer vil i så fald kunne betyde en reduktion af arbejdsstyrken for Ruko i Herlev. Omfanget og indholdet af de personalemæssige ændringer er endnu ikke fastlagt, da ændringerne stadig kun er på planlægningsstadiet. Vi går nu ind i forhandlinger med samarbejdsudvalget og de faglige organisationer for at løse denne udfordring bedst muligt for alle involverede parter”, afslutter Michael Friis.