Årets Låsesmedelærling kåret i TEC Ballerup

Årets Låsesmedelærling er netop blevet kåret blandt det første kuld låsesmedelærlinge fra TEC Ballerup. Lærlingen får titlen, fordi han er omhyggelig, videbegærlig og gerne går nogle skridt ekstra for at nå sit mål.

Der var spænding i luften i Teknisk Erhvervsskolecenter (TEC) Ballerup, da det i fredags blev afsløret, hvem der skulle have titlen som Årets Låsesmedelærling. Valget faldt på Paw Jensen fra Bagger Låse & Alarm. Underviser Peter Henriksen, som var med til at pege på Paw, siger:

”Nu har jeg undervist Paw Jensen hver dag i fem uger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at netop han har fortjent titlen som Årets Låsesmedelærling. Paw kan ikke gå fra noget, hvis han fornemmer, at blot den mindste smule er i uorden. Desuden er han videbegærlig og stiller spørgsmål, så han bliver helt sikker på, hvordan han skal gribe en opgave an. Paw lægger vægt på, at arbejdet udføres med akkuratesse, hvilket er særlig godt for en låsesmed. Han er ihærdig og går gerne et skridt længere end de fleste andre. Det er sket mere end en gang, at Paw er blevet færdig med sine ting før sine kammerater, og så har han benyttet lejligheden til at give dem et lille nap med eller til at komme med gode råd. Han er en rigtig god kammerat, og jeg ønsker ham hjertelig tillykke med titlen”

Hele uddannelsen på ét sted
Peter Henriksen har siden i sommer været ansat på TEC i Ballerup. Han er selv låsesmed og udgør en klar styrkelse af lærersiden, fordi han har over otte års undervisningserfaring. Som noget nyt tilbyder TEC Ballerup hele uddannelsen fra grundforløb til specialefag, hvor man førhen måtte tage til Frederikshavn for at uddanne sig til låsesmed. Ikke kun underviserdelen er styrket, TEC har også investeret over 1 mio. kr. i at forbedre de fysiske rammer for uddannelsen.

Et fag i udvikling
Blandt det første kuld lærlinge, der har gået på TEC Ballerup siden den 1. august 2009, er Årets Låsesmedelærling Paw Jensen. Om sin nyerhvervede titel siger han:

”Det føles godt. Jeg har også syntes godt om at gå på skolen i Ballerup. De er virkelig oppe på dupperne dér”. På spørgsmålet om, hvad han særlig godt kan lide ved låsesmedefaget, svarer han: ”Der sker noget hele tiden. Det er et fag i konstant udvikling, og jeg kan godt lide at sætte mig ind i nye ting. Desuden kommer man lidt rundt i det hele, både mekanik og elektronik, og det er spændende.”

En tur til Finland
Prisen til Paw Jensen blev overrakt af Jens Møller fra Ruko A/S, som sponserer prisuddelingen og en rejse til Finland til vinderen. ”Jeg glæder til at besøge det finske svar på Ruko, Abloy Oy  - og til at prøve at køre en snescooter. Det bliver helt sikkert en spændende tur, som jeg er meget glad for at være blevet udset til,” slutter Paw Jensen, Årets Låsesmedelærling.

Yderligere Information:
Salgsdirektør Tommy Hjulmand, Ruko A/S. Telefon 44 54 44 54