Årets lærling og vinderen af Ruko Prisen 2012 er fundet

I midten af december blev Steen Nielsen kåret som årets lærling, og blev dermed også vinderen af Ruko Prisen 2012. Steen blev tidligere på året udnævnt som holdets lærling fra hold to på låsesmedeuddannelsen, og kæmpede mod holdets lærling fra hold et, Thomas Lynge, og holdets lærling fra hold tre, Søren Hansen, om at vinde Ruko Prisen 2012.

Det tager fire år at uddanne sig som låsesmed — og i gennem uddannelsen veksles der mellem skoleophold og praktisk arbejde. Det er TEC i Ballerup som har ansvaret for uddannelsen. Og det er også TEC som finder holdets lærling fra de tre hold af låsesmede der bliver uddannet årligt. Det er iblandt de tre som er kåret til holdets lærling, at årets lærling og vinderen af Ruko Prisen bliver fundet.

Faglige og sociale kompetencer var i fokus
Ifølge Peter Henriksen, som underviser på TEC i Ballerup, var det velfortjent at det var Steen der løb med titlen som årets lærling. Peter fortæller at "Steen er utrolig dygtig og meget hjælpsom. Til svendeprøven hjalp Steen alle der spurgte ham om råd — og udlånte samtidig gerne værktøj til dem der spurgte. Det vidner om et utroligt overskud. Samtidig har Steen i løbet af uddannelsen vist stor ydmyghed over for faget, og der kan ikke sættes en finger på det han laver — Steens arbejde har altid været af en utrolig høj kvalitet."

Steen arbejder til daglig hos Odense Låseservice. Privat bor han sammen med sin kone og tre børn i udkanten af Odense i et hus som han selv har bygget.

Andet år med Ruko Prisen
Ruko har siden 1998 uddelt en pris til årets lærling — og på grund af den stigende interesse for låsesmedeuddannelsen de seneste år er der nu tre hold låsesmedelærlinge, der bliver færdiguddannet hvert år. Derfor blev 2011 første år hvor Ruko Prisen blev uddelt.

Som vinderen af Ruko Prisen 2012 har Steen Nielsen modtaget en forgyldt hængelås, samt en studietur til en af de andre søsterselskaber i ASSA ABLOY koncernen, som Ruko i mange år også har været en del af.

Yderligere information:

Marketingchef Dorthe Møllegaard. Tlf. 44544454